TKR - mål og visioner
Formål
Tennisklubben Ryvang er stiftet i 1983. Det er en sports- og brugerklub, der benytter sig af de baner, som Københavns Kommune stiller til rådighed. Om vinteren anvendes Tennishallen i Ryparken og i Svanemøllehallen og om sommeren de udendørs baner ved Ryparkens Idrætsanlæg, hvor klubben har indgået en brugs- og en driftsaftale med kommunen.
Det er foreningens formål at fremme tennissporten for både motionister og holdspillere. Det er en del af klubbens historie, at klubben tilgodeser døve og hørehæmmede. Klubben er derfor både medlem af TennisØst (TØ) under Dansk Tennis Forbund (DTU) og af Dansk Døve Idrætsforbund (DDI), Dansk Handicap Idrætsforbund (DHIF) samt DGI.
Ud fra TKRs formål har vi opsat følgende profil for klubben:
Vi ønsker at være både et godt og billigt tilbud for tennisinteresserede i alle aldre.
Vi satser på gennem frivillig indsats at have lave administrationsomkostninger og samtidig give et godt tilbud til både juniorspillere, motionister og turneringsspillere samt støtte døve og hørehæmmede klubmedlemmer.
Vi arbejder for at fremstå som en både åben og lokal klub i i Ryparkenområdet.
Vi ønsker at skabe et hyggeligt og socialt miljø. Vi satser derfor på forskellige sociale arrangementer, som der er en god tradition for med, f.eks. hyggeturneringer, fester og en årlig tennistur sydpå – samt på et demokratisk engagement i forhold til generalforsamling og bestyrelsesarbejde.
Selvom vi ikke har egne klubrammer, så ønsker vi at skabe de bedst mulige fysiske forhold for klubbens spillere. Det sker i dialog med Ryparkens Idrætsanlæg, hvor vi sidder i Brugerbestyrelsen. Og det sker ved, at vi lejer ekstra baner for at sikre holdspillernes vintertræning.
Bestyrelsens retningslinjer
Vi har i bestyrelsen arbejdet med følgende retningslinjer og mål inden for klubbens forskellige aktivitetsområder:
Økonomisk-administrativt
Vi stræber efter at fastholde et medlemstal på omkring 775. Det sikrer den økonomiske ramme, vi arbejder med, når vi vil holde et både lavt kontingent og lave betalinger for træning og diverse arrangementer.
Klub Modul har vist sig som et effektivt administrationssystem. Det kræver at alle medlemmer har et dankort.
Hjemmesiden skal opdateres løbende på både indholds- og billedsiden.
Der udsendes løbende Nyhedsbreve fra bestyrelsen.
Turneringer og hold: Vi arbejder for en større professionalisering/støtte til holdkaptajnerne. Flere bolde, nye spillerdragter mv. Samtidig ønsker vi løbende rapportering og synliggørelse af holdenes kampe og ’arbejde’ på hjemmesiden i nyhedsbrevene.
Træningstilbuddet - seniorområdet
Vi søger at udbyde et differentieret og prisbilligt træningstilbud. Som noget nyt har vi holdt også et åbent søndagsværksted i sommersæsonen. Ligesom vi har udvidet vintertræningen for seniorer. Vi har i år kunnet benytte os af flere forskellige trænerprofiler, og vi håber at kunne fortsætte med dette.
Inden for Juniorområdet har vi pt 80 juniorer. Mindre end halvdelen deltager i den udbudte træning, nemlig 25. Det tal vil vi gerne øge.
De sociale aktiviteter
De sociale aktiviteter spiller en stor rolle for klubmålet om hygge og fællesskabsfornemmelse. Det har derfor været vigtig for bestyrelsen at fastholde de traditionelle tilbud: Standerhejsning, grillaftner/eftermiddage, double-træning, klubmesterskaber, afslutningsfest og så selvfølgelig forårets tennisrejse.
Baneområdet
Gennem Ryparkens brugerbestyrelse og en løbende dialog med kommunen arbejder vi for de bedst mulige rammer omkring baneanlægget, og for at klubben får de bedst mulige banetider. Vi forsøger også at komme igennem med mere langsigtede projekter: herunder etablering af slåmur og minitennisbane og særligt lokale til møder, arkiv, bolde og udstyr og andet.