Tennis i Ryparken i 75 år

Kører man forbi Ryparken i S-toget, ser man tennisanlægget fra sin bedste side. Det ligger dejligt mellem fodboldbanerne og skoven, og dette sted har været rammerne omkring megen god tennis i 75 år.

Vel emmer stedet af Staunings Socialdemokrati, og vel kan det virke lidt glamourforladt, og vel er arkitekturen ikke byens mest spændende, men tag ikke fejl; tusinder af  Østerbro borgere og andre københavnere har gennem årene haft enorm glæde af det folkekære anlæg.
Før krigen var tennisanlæggets baner misundt af de øvrige københavnske klubber, ja selv selv af storklubberne HIK, B 93 og KB. Årsagen var, at banerne lå meget lavt og ikke langt fra grundvandsspejlet, da det lå i et moseområde. Det betød at banerne altid naturligt trak vand nedefra, og derfor fik den eftertragtede konsistens tennisspillere værdsætter.

Tennisanlægget har også været hjemsted for døve tennisspillere i København. Tennisklubben Ryvang, stiftet i 1936, var en klub kun for døve, men åbnede senere dørene for alle. I denne periode kunne man opleve elitetennis i Ryparken. Klubbens 1.hold spillede i den bedste række i København. Gamle holdfotos afslører pigernes smukke lange tenniskjoler og pressefolder i herrernes lange hvide tennisbenklæder. Og hvide cardigans til, forstås. 

Ryparken var også hjemsted for intet mindre end hele verdens mest vindende døve tennisspiller gennem tiderne! Erna Frederiksen, der døde tidligere på året, deltog i syv Olympiske Lege og vandt medaljer hver gang. I alt blev det til 11 guld, 3 sølv og en bronzemedalje.

I dag lever tennisklubben ”TKR” med ca. 500 medlemmer i Ryparken, i bedste velgående. De sportslige ambitioner er ikke så høje som før, mens det sociale liv er blevet klubbens stærkeste aktiv.
 
/Rune Hansen
Hold i dag

Følg med

Nyheder - Vis alle

Events - Vis alle

Instagram